Efter en lang og våd sommerferie, hvor solen aldrig rigtigt havde fået brændt igennem de grå og regntunge skyer, besluttede familien Klottenborg sig for at tage en miniferie i forlystelsesparken ”Eventyrlandet”.
Hvis ikke de kunne få tilfredsstillet deres trang til sol og varme i sommerferien, kunne de i hvert fald få stillet lysten til vilde rutchebaner, pomfritter og trampoliner i den nyåbnede park ”Eventyrlandet”, som var blevet massivt markedsført i både tv og aviser gennem hele foråret.
Parkens tema var det kendte børneeventyr: Rødhætte og Ulven og som Gimmick var personalet i parken klædt ud som karaktererne fra eventyret. Der var ulve, bedstemødre, piger i røde kutter og jægere –alle sammen indstillet på at give parkens gæster en oplevelse ud over det sædvanlige.
Familien som bestod af Far (Gerhard), Mor (Ingelise), 16årige Cecilie og hendes 2 år yngre lillebror, Nikolaj. Bedstemoderen, som ingen rigtigt gad at have med, var nødt til at tage med på turen. Hendes plejehjem holdt ferielukket pga. personalets sommerferie og bedstemor kunne jo ikke sidde dér helt alene i 5 dage, selvom hun var blevet udstyret med bleer, mikroovn og den kommunale madordnings ”langtidsholdbare, ikke køleskabskrævende ugepakke”.
Der blev booket en hytte inde på eventyrparkens område, for som Far Gerhard sagde; Når først man var kommet inden for portene var der jo alt, hvad man havde behov for af mad og drikke, så han så ingen grund til at skulle stå for den slags selv.
Mor Ingelise, der var glad for at servicere sin familie med lækker hjemmelavet mad, var lidt ked ved tanken om at skulle leve af færdigpakkede sandwiches og fastfood i 4-5 dage, men hun trøstede sig med, at familien i sidste ende ville savne hendes hjemmelavede frikadeller og kartoffelsalat.
Kort før afrejse til Eventyrlandet ringede det på døren og Far Gerhard åbnede op. Udenfor stod far Gerhards lillebror, Gilbert, med sit eneste barn; 13 årige Danny.
Gilbert var så beruset, at han ikke kunne stå på benene, så han lænede sig op af dørkarmen og brølede ind i huset. ”Halløj, halløj, halløøøøj gamle swinger. Får du giver Mutter Skrap noget kølle? Kan Danny ikke lige være hos dig nogle timer? Kællingen har smidt mig ud, så jeg skal lige ha´ blødgjort hende igen blomster og lidt LÅÅÅÅÅÅÅÅÅÅVE, hvis du ved, hvad jeg mener Ha, Ha, Ha”.
Og mens Far Gerhard stod og forsøgte at undgå at indånde sprutdunsterne fra Gilbert, trådte Danny ind i huset og gloede på kufferterne, der stod pakkede i entreen.
”Øh, skal I ud at rejse eller hva?”, spurgte han lavt.
Nikolaj fortalte kort om turen til Eventyrlandet og Gilbert brølede straks, ”Jamen, så god tur da .. jeg henter Danny på søndag så. Det sgu´ pænt af jer at give min knægt en lille ferie”. Og så skred han mens hele familien Klottenborg og Danny stod forbløffede og gloede efter ham.
Mor Ingelise pakkede hurtigt en kuffert til Gilbert med noget af Far Gerhards aflagte tøj (for at sige det pænt, så var Danny en ”stor dreng” og kunne snildt passe tøj med en fuldvoksen, midaldrende mand) og så gik det afsted mod Eventyrlandet.
Da familien ankom til forlystelsesparken blev de vist hen til deres hytte. Det var en fin lille bjælkehytte med 2 soveværelser, stue, køkken, badeværelse og hems, så der var kun lige plads til Danny og bedstemoderen også.
Foran hytten holdt en gul Peogot 206 med motorhjelmen åben. Bilen var sænket, så man kun sad få centimeter fra kørebanen og den var top-stylet med brede dæk, dobbelt udstødning og hele bagagerummet fyldt med højtalere og forstærkere. ”yo, baby .. Vassår dar, mand” lød det fra bilens åbne motorhjelm, hvor dampen bølgede op.
”En bølle, en ungdomskriminel – det er hjemmerøveri”, skreg bedstemoderen skræmt, mens både Far Gerhard og Mor Ingelise sukkede dybt og synkront.
16 årige Cecilie hvinede af begejstring… ”Tubbe, så kom du alligevel – gud, hvor har jeg savnet dig, du drømmer ikke om, hvad jeg har måttet høre på at pattebarnssnak om Nintendoer og LAN og Gud ved hvad”
… Det var selvfølgelig Cecilies 19 årige kæreste, Torben, med ”streetnavnet” TUBBE, der var ankommet.
Hans bil var blevet overophedet, køleren var revnet og han måtte derfor blive i hytten sammen med resten af familien.
Under store skænderier blev sovepladserne fordelt. Nikolaj, Danny og ”Tubbe” skulle dele hemsen, mens Cecilie skulle sove på sofaen i stuen, bedstemoderen fik det lille soveværelse og forældrene skulle have det største værelse med dobbeltsengen.
Cecilie var meget fornærmet over, at hende og Tubbe ikke måtte få dobbeltsengen, men hun kunne se på sin fars ansigt, at hverken han eller Tubbe ville overleve det, hvis kæresteparret skulle sove sammen i den lille hytte.
Efter nogle timers forsøg på familiehygge med yatzy, varm cacao og Tubbes technomusik fra bilstereoen gik familien til ro.
Alle håbede på, at deres første dag i forlystelsesparken ville blive fyldt med sjove oplevelser og godt humør. Men de skulle blive klogere…
2 af de ansatte i forlystelsesparken var i virkeligheden undvegne patienter fra et lokalt sindsygehospital og begge havde udvist kannibalistiske lyster inden de var blevet tvangsindlagte og medicinerede. Men efter et voldsomt skybrud var porten på sindsygehospitalet sat ud af drift i nogle minutter og de to var stukket af. De havde stjålet nogle uniformer i Eventyrparken og have blandet sig med de andre ansatte.
Pga. computernedbrud var filerne med patientoplysningerne gået tabt og ingen vidste derfor, at 2 kannibalistiske psykopater var stukket af og nu var på fri fod….
Redigeret af tuznelda d. 23-07-2011 20:25