Nattelivet i Las Vegas

Der findes et utal af fede natklubber i Las Vegas, så hvis du planlægger en våd aften i byen med vennerne, bliver det med garanti ikke kedeligt.

Længere nede finder du et par gode bud på natklubber og barer som er værd at besøge i Las Vegas netop nu. Men først kommer her et par gode fif til, hvordan du rent faktisk kommer ind på natklubben, hvor køerne ofte er alenlange, og så har vi et enkelt tip til single-fyrene.


Forbered dig på ventetid i køen

Du har set scenariet i 100 amerikanske film. Helten er fin i tøjet og klar til at besøge den trendy natklub, men køen er lang og dørmanden vil hellere lukke unge smukke kvinder ind. Sådan forholder det sig desværre ofte i virkeligheden på natklubberne i Las Vegas.

Hvis du satser på bare at møde op foran en af de mest populære natklubber og valse ind gennem døren, bliver du nok desværre slemt skuffet. Det er selvfølgelig muligt at komme ind gennem den almindelig ventekø, men I skal væbne jer med tålmod på de travle aftener.
Sørg for at ankomme så tidligt som muligt, hvis I ikke gider stå timevis i kø, og hvis I er et større selskab, så del jer op i et 6-max format. Det hjælper at være yderst velklædt og i selskab med kvinder. Hvis I ikke kan klare det med kvinderne, så sørg for at bringe dit A-game i spejlet inden afgang. Husk også på, at det er dørmanden med listen over VIP kunder som har alt magten.


Sådan kan du springe køen over

Er du ikke så meget til at stå i kø, kan du springe størstedelen af ventetiden over med et ”front-of-the-line-pass”. Besøg hjemmesider som Vegas.com eller BestofVegas.com og køb en samlet pakke til den natklub, I gerne vil besøge. Her kan du vælge mellem pakker som tilbyder at komme forrest i køen eller VIP-pakker med privat bord og flasker med spiritus fra øverste hylde.

Du kan ofte også kontakte natklubbens VIP managers via de sociale medier og spørge om der er mulighed for at reservere bord på en bestemt dato, eller du kan spørge dit hotels concierge om hjælp til at reservere et bord. Her er det en god idé at have et par alternativer på hånden, så congiergen har flere muligheder for at skaffe jer et bord. Husk også at i Las Vegas kommer man som regel lidt længere med drikkepenge.

Rejser du til Las Vegas primært for at feste, og har du ønsker om at komme meget på én bestemt natklub, kan du med fordel booke dit værelse på hotellet, hvor din foretrukne natklub ligger. Ring til hotellet uger i forvejen og spørg om du evt. kan få ”front-of-the-line” billetter til klubben, hvis du booker et værelse. Er du rigtig heldig, kan du måske også få et fedt tilbud på en VIP pakke med bord og drikkevarer.


Score-tip: Kom Heads Up med damerne

Hvis I er en flok fyre med lidt ekstra penge på kistebunden, har vi hørt et par ugler snakke om, at et reserveret bord med drikkevarer kan være en god måde at møde festglade piger i Syndens By.
Snak et par smukke piger op i køen ved natklubben, og spørg om de vil sidde med jer ved bordet, I har reserveret indenfor. Hvis I ikke er direkte ucharmerende, plejer det hurtigt at skaffe et par søde dates, for hvilke piger i Las Vegas' natteliv folder på en forlomme i køen og en gratis drink på klubben?

Hvis alt andet fejler kan du lægge vejen forbi en af Las Vegas' store stripklubber, hvor hundredvis af piger i undertøj sørger for at bringe gæsterne i godt humør. Her kan du nyde en drink og måske snakke en af pigerne op i baren. Pigerne vil meget gerne danse på dit skød mod betaling, men de accepterer naturligvis også et pænt ”nej, tak”, hvis man ikke er til den slags.

Et godt bud kunne være den 6500 m2 store stripklub Sapphire, som er en af verdens største. Her kan man i øvrigt blive afhentet af klubbens gratis limousine-service og kørt direkte til døren. Chaufføren forventer dog pæne drikkepenge.

 

Se Sapphires egen promotion-musikvideo her:

 

 

De bedste natklubber og barer i Las Vegas

Herunder finder du en række safe bets, hvis du leder efter populære steder i Las Vegas at slå dig løs.   
Vi har inkluderet links til samtlige natklubbers officielle hjemmesider, hvor du kan se mere om klubben, hvilke populære DJ's som spiller i øjeblikket og købe billetter eller reservere dit private VIP bord.


Populære natklubber

Drai's @ The Cromwell
Hakkasan @ MGM Grand
XS @ Wynn
Marquee @ The Cosmopolitan
Light Nightclub @ Mandalay Bay
Tao @ The Venetian
Hyde @ Bellagio


Anbefalelsesværdige barer

Yardhouse @ Town Square Las Vegas
Yardhouse ligger ved Town Square som et et stort shopping område med barer og restauranter et stykke væk fra The Strip. Yardhouse er et hyggeligt spisested med stort udvalg af øl fra hele verden, hvilket gør det særligt anbefalelsesværdigt hvis man er træt af Millers Light og de andre tynde amerikanske øl. Her kommer de lokale Las Vegans, og stedet er trods alt langt mindre turistet end Freemont Street og The Strip.

The Chandelier @ Cosmopolitan
Har du nogensinde drømt om at drikke dig fuld i en tre-etagers lysekrone? OK, men nu har du i hvert fald chancen. På Cosmopolitan finder du The Chandelier, som da også direkte oversat betyder ”lysekronen”, og her får du helt sikkert en uforglemmelig aften.

Minus5 Ice Bar @ Mandalay Bay
Midt i Nevadas ørken på Mandalay Bay finder du Minus5 Ice Bar, hvor alt er lavet af is. Næsten da. Her er du godt nok ikke omringet af letpåklædte mennesker, så medmindre du tænder på eskimo-looket er det nok ikke her du bliver hængende hele natten. Men det kan være meget rart med et break fra de varme ørkenvinde, og hvor tit får du egentlig muligheden for at drikke en lille kæp i øret i en kummefryser?

Hofbräuhaus
Amerikanerne er gode til at søge inspiration i andre lande, når der skal bygges og underholdes, og på Hofbräuhaus har man tilsyneladende forelsket sig i Oktoberfest temaet. Du glemmer nærmest fuldstændigt at du ikke befinder dig i et vaskeægte sydtysk ølhus, når du drikker store tyske pilsnere i literkrus omringet af barmfagre kvinder i klassisk Oktoberfest-uniform. Hofbräuhaus ligger også Off Strip, nærmere betegnet på hjørnet af Paradise Road og E Harmon Avenue. Hvis man er til minigolf, kan man i øvrigt varme op hos Monster Mini Golf på den anden side af gaden.