Planlæg rejsen til Las Vegas
At rejse til USA - og særligt Las Vegas – betyder, at du skal gøre dig lidt flere overvejelser i planlægningen af rejsen, end hvis du blot skal på en uges charterferie sydpå med all inclusive. Vidste du f.eks., at du skal godkendes af den amerikanske regering via en ESTA-ansøgning inden du tager afsted?
I denne del af PokerNet.dks store Las Vegas Guide kan du læse om, hvordan du søger om ESTA-godkendelse inden afgang, og hvor det er optimalt at lede efter de billigste flybilletter og hoteller i Las Vegas.
Derudover kommer vi med et par gode råd omkring økonomi og andre praktiske ting der skal være styr på inden du sætter kursen mod USA.
Penge, budget og rejseforsikring
Der er en del praktiske ting man skal have styr på inden afgang til Las Vegas, og det gælder naturligvis også på det økonomiske område.
For det første skal du have styr på, hvordan du får adgang til dine penge, når du først befinder dig i USA. Men måske endnu vigtigere bør du lægge et realistisk budget og huske at bestille rejseforsiking!
Læg et realistisk budget
Ordet ”budget” er ikke noget mange kan lide at bruge i forbindelse med ordet ”ferie”, men for de fleste af os, er det en rigtig god idé at holde lidt øje med udgifterne på vores rejser - særligt når destinationen hedder ”Sin City”.
Den mangeårige poker pro og PokerNetter ”bajawa” har været i Las Vegas otte gange, og han understreger, hvor vigtigt det er, at lægge et fornuftigt budget for turen.
”Hvis jeg har mødt 100 mand i Vegas, så er de 95 gået helt og aldeles broke på pengefronten før flyet går hjem. Tiltrods for gode råd, så er folk generelt bare ligeglade med at planlægge Vegas på pengefronten” siger ”bajawa” og kommer med et godt råd til dem, der ikke har lyst til at løbe tør for penge før tid.
”Jeg vil gerne anbefale at dele pokerturen til Vegas op i to økonomier - spil og ikke-spil – kombineret med et stoploss som du ikke må afvige fra. Vegas er en by der koster, selv når du ikke spiller. Sørg for guds skyld for, at have nok penge til de gode oplevelser byen har”, skriver Las Vegas-veteranen ”bajawa” i denne tråd.
Medbring flere kreditkort
Det første du skal have styr på inden afrejse er naturligvis dine kreditkort. Det er altid en god idé at medbringe mere end ét kreditkort (f.eks. et VISA og MasterCard), da man hurtigt kan ramme sit personlige hæveloft for måneden.
Undgå at få dit kreditkort spærret
Inden afrejse skal du huske at informere din bank om, at du skal til USA og har tænkt dig at bruge dit kreditkort på rejsen. Af sikkerhedsmæssige årsager spærrer nogle banker nemlig dit kort, så snart du hæver på det udenfor Europa, medmindre banken har åbnet for brug af kortet i f.eks. USA.
Sørg derfor for at informere din bank om dine rejseplaner – så er du fri for at skulle til at ringe hjem til Danmark for at få kortet genåbnet.
Medbring kontanter
Det anbefales, at du køber amerikanske dollars i dit pengeinstitut inden afrejse. Det er altid en god idé at supplere kreditkort med kontanter på rejsen. Hvor mange kontanter du vil rejse med, er op til dig selv og dit budget, men husk at du ikke må rejse ud af Danmark med mere end $10.000 i kontanter uden at oplyse myndighederne om det på forhånd.
Overfør penge til hotellet
Hvis du har planer om at spille dyre pokerturneringer – eller bruge store summer på andre forlystelser - i Las Vegas, kan det være en god idé, at overføre penge direkte til det hotel du skal bo på. Kontakt dit hotel og forhør dig om mulighederne for at overføre penge direkte fra Danmark til hotellet, så du ikke skal rejse med alt for mange kontanter eller risikere at løbe tør for penge, hvis du rammer hæveloftet på dine kreditkort.
Du kan også overføre penge til dig selv via Western Union eller lignende services, men det er forbundet med forholdsvist høje gebyrer, og kan ikke anbefales ift. den direkte pengeoverførsel til dit hotel.
Husk rejseforsikring!
Det kan blive en ekstremt dyr fornøjelse at rejse til USA uden en rejseforsikring.
Hvis uheldet er ude, og du bliver syg under dit ophold i USA, er det vigtigt at vide, at hverken det gule eller blå sygesikringsbevis gælder i USA. Et længere ophold på et amerikansk hospital kan koste tusinder af dollars og i nogle tilfælde efterlade dig med gæld for livet.
Så sørg for at bestille en rejseforsikring inden afgang som dækker alle de basale ting.
Gouda.dk og Europaeiske.dk er to af de mest populære og tilbyder rejseforsikringer til rigtigt fornuftige priser.