PokerNetterne Anbefaler: Tips og tricks til rejsen til Las Vegas
Las Vegas er et yndet rejsemål for mange af PokerNets brugere, og derfor har der ofte været Las Vegas-tråde i forummet, pakket med guldkorn fra PokerNettere som har besøgt Vegas op til flere gange.
Vi har samlet en lang række af de bedste Tips og Tricks til din Las Vegas rejse.
Se her hvad PokerNetterne anbefaler dig...
Om at bo i Las Vegas i længere tid
(Tip: bajawa)
Jeg er den type der sagtens kan være en måned i Las Vegas uden at gå kold. Mine små tips til det er:
* Bo flere steder! Er man afsted 14 dage, så skift hotel efter en uge. Det tager 90 minutter at gøre det om morgenen, og det giver et frisk pust. Skifter man hotel på en lørdag eller søndag, kan det tage længere tid pga lange køer af gæster som ankommer til Vegas for weekenden.
* Varier dine dage! Gå i biografen på Palms, shop en dag for dine gevinster på Venetian eller Caesars eller tag ud til outlets. Nap en heldagstur til Red Rock Canyon eller en to-dagens tur til Grand Canyon. Tag en alenedag ved poolen med en god bog osv.
* Få så meget tid i Vegas som muligt! Kan du kun være afsted 8 dage, fordi du har et job der skal passes, så forsøg at lave det om til 9 eller 10 dage. Tiden flyver afsted i Las Vegas, specielt hvis du har tænkt dig at spille poker.
Bogen du skal købe om Vegas
(Tip: -ST-)
Hvis man køber denne bog (shop.lonelyplanet.com/usa/discover-las-vegas-2/), så er man godt guidet rundt i Las Vegas og omegn. Var meget tilfreds med bogen (er på engelsk).
Husk dit pas når du skal spille poker
(Tip: Klondike)
Tag dit pas med dig overalt, hvis du skal spille turneringer! Du kommer ikke til at registrere dig til turneringer nogle steder uden dit pas.
Om at køre i taxa i Las Vegas
(Tip: Jensen)
Når taxachaufføren spørger, om det er første gang, man er i Vegas, når man står i lufthavnen, så er svaret: "Nej, jeg har været her mange gange". Ellers tager de den lange vej rundt om lufthavnen.
Om at købe vand på The Strip
(Tip: James Bond)
Køb ikke $1 vand på Strippen! Nogle af sælgerne genfylder flasker på toiletterne, og på en eller anden måde får de sat en prop på som ser ud som om den er plomberet.
Om at gå i byen
(Tip: skumdk)
Vil gerne anbefale Drais for en god clubbing oplevelse. Har været der to gange og begge gange har det været vildt. Forsøg at få fat i nogle værter fra stederne, da det godt kan betale sig at få aftalt en god deal, inden du tager derhen. Værterne kan findes på diverse sociale medier eller på natklubben.
(Tip: Klaphat)
Husk dit pas! Du kommer ikke ind på natklub uden ID, også selvom du er over 40 år. De kræver ID konstant, også selvom man bare står og railer.
Om gode madsteder
(Tip: Mikkmakk)
For en lowroller er buffetten på Aria - inkl drikkevarer som også er rød- og hvidvin - altså nuts. Vi gav $42 for et par år siden. Der manglede ikke noget. Jeg fandt også milkshakes på "We Love Burgers" formidable.